Tid til hverdag og fest | Greve Sogn

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Tid til hverdag og fest

 

Jeg sidder her ved computeren en lørdag i oktober. Det er weekenden derpå – efter C.V. Jørgensen koncertgudstjenesten, som var nærmest magisk. Vi var mange, der gik hjem, opløftet af musik og fællesskab og lidt klogere på tilværelsen. Det er sådan, det skal være. I kan glæde jer til en Johnny Cash koncertgudstjeneste til marts og en optakt i februar, et filmforedrag om Johnny Cash.
Forhåbentlig kan gudstjenester og arrangementer i kirken være med til at give livet krydderi, indhold og fællesskab til hverdag og fest.
Når kirkebladet ligger i vores postkasser her i slutningen af november, er vi på vej ind i adventstiden. En tid fuld af forventning, hvor vi tæller ned til jul på forskellige måder. Vi følger måske med i julekalendere i fjernsynet sammen med familien eller alene, går til julefrokoster, går til arrangementer, koncerter, gudstjenester i kirken eller mødes med hinanden andre steder.
For de fleste af os er det en dejlig tid, forventningens tid med lys, glæde og fællesskab, selvom ensomhed, sorg og tab netop af den grund samtidig er sværest for tiden.
I to år har vi ikke rigtig kunnet fejre advent og jul i det store fællesskab.
Det lader til at blive anderledes i år, selvom inflation og energikrise selvfølgelig sætter sit præg på tiden lige nu.
Efter julefest og juledage venter nytår. Endnu en fest, endnu et år er forbi. Tiden er gået, ja løbet hurtigt, som tiden har for vane at gøre. Jo ældre, vi bliver, jo hurtigere føler vi, dagene går, ja løber fra os. Er det virkelig vinter, advent, jul og et nyt år igen?
Blev tiden - året - brugt til noget godt, eller løb den som sand mellem hænderne? Det er vigtigt, at vi giver os tid til at reflektere over tilværelsen, og hvad vi vil prioritere i livet, for året kommer ikke tilbage, og sandheden er jo, at vi ikke ved, om vi er her til næste advent, jul og nytår.
Det er skræmmende at tænke på og samtidig en påmindelse om at fylde vores dage med noget godt. Med tro, håb, kærlighed, fællesskab og nærvær. Alt det, som giver lys. Liv og lys på svære dage og på gode dage.
Vi venter lige nu her i adventstiden på Jesus Kristus. Han er lyset, der kommer fra Gud midt i vores tid, og han er her hele tiden gennem Helligånden.
Vi kan møde Jesus Kristus i kirker, som står på bakken eller ved skole og center. Kirken, som kan give livet og tiden et anderledes indhold og fællesskab til hverdag og fest.
Christel Frederiksen