Kontakt

25 år på "bænken" (uden forbindelse til en film af Per Fly)

”Man skelner mellem mekaniske, elektriske og pneumatiske orgler og organister. Orgelpiberne kan være 16 fod, 8 fod, 4 fod eller 2 fod. Det sidste kræves også af organisten, da denne betjener både pedaler og manualer, de sidste dog almindeligvis med hænderne, såfremt disse ikke er beskæftiget med at passe stemmeudtrækkene eller dirigere kirkekoret” (Citat: Asger Lund Christiansen, ”Musiklexikon for bedrevidende”). 

Det kunne ligne en velbevaret hemmelighed - og så alligevel ikke helt, for lidt opmærksomhed var der dog i anledning af, at det skærtorsdag, den 1. april, var 25 år siden, at Marianne Friis blev ansat som organist i Greve Sogn. Normalt fylder musikken en ikke ubetydelig del af en gudstjeneste, men eftermiddagens gudstjeneste var – helt i overensstemmelse med reglerne - af den korte slags uden salmesang fra andre end den ene kirkesanger på pulpituret. Hvad var det så, der skete? Lyden af 2-stemmig sang i César Francks smukke ”Panis Angelicus” fyldte rummet, og hvorfor: Marianne  ”multitaskede” med hænder, fødder og stemme (mangler i ovenstående). Marianne Friis har fortalt, at hun engang af en gæst til et middagsselskab blev spurgt om, hvorvidt ”organist var noget, man uddanner sig til?” Ja, det gør man da – i den grad. Efter diplomeksamen som pianist fra Det kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) og en tilsvarende musikpædagogisk eksamen samme sted fra (1979–84) fulgte et års studier (1985-86) via et stipendium fra DKDM - på Chopin akademiet i Polen. Tiden som udenlandsk studerende var i øvrigt ikke den rene spøg i de år, da man ganske enkelt blev overvåget. En smuttur hjem var heller ikke en mulighed, hvilket Marianne kunne konstatere, da hun blev tilbageholdt i lufthavnen og først 
efter en uge – og en til lejligheden fabrikeret forklaring om sygdom i familien – fik lov at rejse.
De næste fem år tilbragte Marianne Friis i Hamborg som assistent for præsten i Den danske Sømandskirke. Her var én af opgaverne at besøge selv de mindste skibe med dansk kaptajn, om de så lå til kaj i de mere ydmyge – nærmest skumle, mørke og stille områder. I den anden ende af skalaen var sømandskirken også stedet, hvor byens danske au pair-piger kunne mødes og få rådgivning og hjælp, selv når det drejede sig om en natlig ”flugt” fra en familie, der ikke var rar at være hos. Vildfarne turister, der havde mistet orienteringen eller kontakten til rejseselskabet, søgte også hjælp i kirken, og det samme gjorde en deltager i en bustur, arrangeret af Ballerup Bodega, der havde brug for hjælp til at få løsladt sin ven, der var gået igennem et ”udstillingsvindue” på ”Reeperbahn”. Imidlertid trængte lysten til igen at beskæftige sig med musik sig på, og da der ikke er langt fra Hamborg til Løgumkloster og dens kirkemusikskole – ingen sag i bil, var der heller ikke langt fra tanke til handling. Videreuddannelsen til organist tog sin begyndelse, hvorefter vejen var åben for jobs i de sønderjyske kirker, blandt andet i Toftlund. I 1996 søgte Marianne tre stillinger som organist, fik de to og valgte Greve på grund af orglet i Johanneskirken, og således har kirkegængere i vore to kirker i 25 år nydt godt af Mariannes fornemme spil på et højt musikalsk niveau, hvad enten det gælder salmeakkompagnementer eller præ- og postludier på orgel og på det flygel, hun selv var med til at indkøbe. Hun har været med til at arrangere fremragende koncerter med topnavne, spille til morgensang om sommeren og til sangaftenerne resten af året, og så er der lige det med pædagogikken. Den er i kirken blevet brugt i forbindelse med korarbejde – ikke mindst med Grevekoret, som hun blandt andet har været på tur til Færøerne med og på musikskolen, hvor klaverelever og en enkelt orgelelev har nydt godt af hendes kunnen. Tillykke til Marianne med jubilæet - og til os andre, der har kunnet nyde Mariannes spil. 

Erik Jørgensen

25 år som præst i Greve 

Christel Frederiksen kan 1. juni 2021 fejre 25-års jubilæum

Vi benyttede anledningen til at interviewe Christel og lagde ud med 
at spørge: ”Har du altid villet være præst? ” Nej, men da jeg gik til konfirmationsforberedelse, begyndte jeg at tænke over, hvem Gud egentlig er. Som 18/19-årig lærte jeg så nogle kristne mennesker at kende og kom ind i deres fællesskaber. Her fik jeg så følelsen af at være blevet personlig kristen og også lyst til at blive præst. Jeg læste teologi i 7 år og blev herefter, som 28-årig, ansat som præst i Greve sogn. Og nu er der så ”allerede” gået 25 år. Det er ikke til at forstå, hvor tiden er blevet af. ”Hvordan oplevede du starten som ung og ny præst i Greve?”Overvældende og meget travl. Jeg var vant til at gå i byen i weekenderne, men det var der ikke tid til mere. Man bliver straks hvirvlet ind i de mange opgaver, gudstjenester, prædikener, konfirmander, begravelser m.m. Alt sammen noget man i mange år har forberedt sig til, men aldrig prøvet. Jeg oplevede faktisk et stort pres og var i starten ofte nervøs, når jeg skulle på. Efterhånden blev det dog meget bedre. Og især efter jeg lærte min mand Carl-Christian at kende, og vi fik børnene Marie og Noah, som nu er hhv. 15 og 13 år. Siden da har jeg følt mig ”rigtig godt landet” og været meget tryg og glad i jobbet.
”Hvad er for dig det vigtigste i rollen som præst?” Det er at forkynde Jesus Kristus og skabe forståelse for, at det er vigtigt at lære Jesus Kristus at kende, og at kirken er vigtig. At det åndelige må være en del af livet, for at vi kan blive ”hele mennesker”. Det er det, jeg hele tiden har arbejdet på; at vise hen til den lysende skikkelse Jesus Kristus, som gør livet værd at leve. ”Du gør meget ud af Jesus Kristus, men hvad med Gud?”. Det er så let bare at tale om Gud, men Gud viser sig jo for os mennesker ved sin søn Jesus Kristus og gennem ham, kan vi forstå Gud.
”Hvilken type kristen er du?”Jeg er kristen med det glade budskab. Med lyset og ånden som drivkraft. Og så har jeg en positiv fromhed i mig. Det er meget personligt, det er en livsstil. Du lægger det aldrig fra dig. Troen er mit livsgrundlag, jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden.
”Hvad er det bedste ved at være præst?” Det er, at der foregår så meget forskelligt, og man kommer i kontakt og samtale med mange mennesker og familier. Der er stor frihed til at tilrettelægge arbejdet med gudstjenester, 
dåb, konfirmander, bryllupper og sjælesorgs-samtaler. Begravelserne er selvfølgelig svære med sorg og tab, men 
det er også meget givende, hvis man kan hjælpe mennesker til at komme igennem noget af det allersværeste i deres liv, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg føler mig allerbedst tilpas og glad, når jeg holder gudstjeneste.
”Du siger, at præstegerningen er en 24/7 livsstil, men hvad med fritiden?”
Børnene fylder naturligvis meget, selv om de nu begge er teenagere. Og så holder jeg rigtig meget af at gå til loop-træning 2 gange om ugen. Og min mand og jeg elsker at gå til koncerter. Vi er både til pop, folk- og  rockmusik, herunder også den rigtig hårde rock.
”Man ser dig jo tit kørende rundt i sognet i din lille kirkebil?” (Christel griner og svarer). Ja, jeg fik jo aldrig taget kørekort, så da det blev tilladt at køre Ape modellen uden kørekort, købte jeg mig en. Min mand lavede så skiltene ”Christels kirkebil”. Jo, den er min bedste ven, og folk genkender os. Jeg modtager tit en sms, når jeg er blevet set i bilen, eller den holder parkeret et sted i sognet. Vi slutter med at ønske Christel 
tillykke med jubilæet og takke hende for 25 års dedikeret og tro tjeneste, som vi håber vil fortsætte i mange år fremover.
Heini Schärer

Tak til Susanne Bratløv

Susanne Bratløv blev ansat som kirketjener i Greve Sogn den 1. maj 2013 - hun gik så at sige over gaden fra ét job i Brugsen til ét i Greve Kirke – jobs, der kræver høj grad af service. De mange ugentlige  handlinger - og de foranliggende forberedelser - i Greve Kirke, kræver sin kvinde m/k. Besøgende til gudstjeneste, gæsterne til en begravelse eller et bryllup skal selvfølgelig bydes velkommen af en afslappet kirketjener i mørkt tøj uanset, at denne kort tid forinden har væretsvedende blæksprutte for at gøre alting klart. Nogle mente nok, at forgængerens måde at gøre ”dette eller hint” på var at foretrække, men det skulle vise sig, at Susannes måde at ”drive sin kirke på” også virkede – og virkede godt. Det drejede sig ikke kun om landsbyens kirke. Med de mange arrangementer i Johanneskirken var der også dér opgaver at løse. Susanne havde blik for, hvor man 
med fordel kunne ændre på den daglige rutine, og eksempelvis blev daglige indkøb i nogen grad erstattet af  indkøbsordninger, hvor varerne blev leveret direkte til os. Betænkeligheder hos nogle om, hvordan langtidsholdbar mælk til kaffen ville blive modtaget, når man var vant til frisk kaffefløde, blev konsekvent affærdiget, og vi sparede helt givet tid – sikkert også lidt penge. Susannes interesse for- og engagement i arbejdspladsen medførte, at hun efter nogle år blev valgt som medarbejdernes repræsentant i menighedsrådet, og i 2017 lod hun sig vælge som én af tillidsrepræsentanterne for kirketjenerne i Roskilde Stift, og ikke nok med det, Susanne blev også valgt ind i fagforeningens bestyrelse. Også i den funktion ville hun givet have gjort fyldest, men desværre blev Susanne indhentet af sygdom i begyndelsen af januar 2019. På et øjeblik blev Susannes tilværelse ændret i en grad, der nærmest sendte hende til tælling. Et ukueligt ”gåpåmod” og genoptræning var ikke nok - kræfterne til at vende tilbage til jobbet var der simpelthen ikke, og Susanne blev pensioneret pr. 31. marts i år. Den uddannede væksthusgartner kan nu, i det omfang kræfterne tillader det, rette blikket mod havens bed med vilde blomster og pusle om sine tomater og agurker. Tak Susanne, for den indsats og det engagement, du har lagt i arbejdet i Greve Sogn. Vi håber, at du må få mange gode år i den pensionisttilværelse, der desværre indtrådte alt for tidligt.
Erik Jørgensen

Ny medarbejder på kirkegårdskontoret

Fremover, når I ringer til kirkegårdskontoret, vil det være mig, I får i røret. Jeg hedder Charlotte Knakkergaard Monby, er 54 år og på 23. år gift med Thomas. Vi er forældre til Julie på 22 år og Jonas på 21 år. Jeg er født og opvokset i Solrød. Jeg blev bankuddannet i Forstædernes Bank i Greve og har arbejdet mere end 30 år i den finansielle branche. Mine teenageår gik blandt andet med at spille i Greve Pigegarde. Jeg har således haft min daglige gang i både Greve Hallerne og på Mosedeskolen, hvor vi flittigt trænede eksercits og øvede vores musiknumre. Min tid i Pigegarden bød også på mange udlandsrejser, hvilket vakte min eventyrlyst. Eventyrlysten har siden bragt mig vidt omkring bl.a på trekking i Himalayas bjerge, den transsibiriske jernbane, til Kina og rygsækrejse rundt i Sydøstasien i 4 måneder. Mit sidste eventyr foregik på El Camino i det nordlige Spanien, hvor jeg vandrede de sidste 140 km fra Sarria til Santiago de Compostela, og herfra videre til Verdens Ende ”Finisterre”, en spirituel vandring, som har betydet meget for mig. Min hobby og passion er pilgrimsvandringer i den danske natur. Fotografering er ligeledes en passion, og mine yndlingsmotiver finder jeg i naturen. Jeg startede som kontormedarbejder på kirkegårdskontoret den 1. april i år og befinder mig rigtig godt med mine nye arbejdsopgaver og mine dejlige nye kolleger. Det er en glæde, hver morgen at møde ind og starte dagen med ”vandreturen” gennem vores smukke kirkegård. 

Multikunstner som organistvikar

Jeg hedder Lise Ellevang Rasmussen, og jeg har delt pladsen ved Greve Sogns orgelbænke med Marianne Friis siden 1. marts i år. Det har jeg gjort en del gange før. Således har jeg afløst ved orglerne til både jul, påske og pinse siden 2016, hvor jeg netop havde afsluttet min uddannelse som organist. Før jeg fandt på, at jeg ville være organist, arbejdede jeg som pianist, kordirigent og skuespiller. I mange år spillede jeg om sommeren i cirkusorkester og turnerede med akrobater og elefanter Multikunstner som organistvikar eller var kapelmester og skuespiller i sommerrevyer. Om vinteren har jeg givet koncerter – fortrinsvis som akkompagnatør for sangere og skuespillere – arrangeret fællessangsarrangementer, holdt foredrag og dirigeret kor. Jeg kastede allerede anker i kirken, da jeg var barn. Dengang sang jeg i børnekor i Brøndbyvester Kirke. Siden har jeg været frivillig i Hellig Kors Kirke på Nørrebro, og de seneste 7 år har jeg været medlem af menighedsrådet i Blågårds Sogn. Det er skønt at være tilbage i Greve Sogn! Jeg har blandt andet virkelig savnet pigerne i Greve Sogns Pigekor, som jeg er så heldig at have fået ansvaret for at lede igen. Koret øver hver torsdag eftermiddag og synger cirka en gang om måneden til højmesser og koncerter i kirkerne. Til efteråret udvider vi koret med flere piger og unge damer med lyst til at synge og deltage i kirkens aktiviteter. Jeg glæder mig til det fortsatte fine og varme samarbejde med mine engagerede og dygtige kolleger og til mange smukke og bevægende stunder sammen med sognets menighed. Vi kan i fællesskab glæde os til et kirkeefterår fyldt med tro, håb og kærlighed – og en masse fællessang. Gud være lovet!