Velkommen til organist Miriam Widmann | Greve Sogn

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Velkommen til organist Miriam Widmann

 


- Og vejen til orgelbænkene i Greve Sogn

Til april er der gået 30 år, siden jeg startede karrieren som organist. 
Og da jeg lige er fyldt 45 år, er det størstedelen af mit liv, der er levet omkring orgelbænken i folkekirken. Da jeg var 15 år fik jeg min første lille organisteksamen og stilling ved den lokale kirke i Voerladegård tæt på Mossø. Det var en klassisk middelalderkirke og minder på den måde om Greve Kirke – og jeg nyder meget at være tilbage i så smukke omgivelser og kunne mærke historiens vingesus, hver gang man er på arbejde. I Voerladegård havde jeg en deltidsstilling, som jeg kunne passe ved siden af skolen. Klaver havde jeg spillet, siden jeg var 7 år, og al den musikalske prægning  gjorde mig klar til at studere kirkemusik (orgel, kor og teori) på Det  Jyske Musikkonservatorium i 1999. Efter eksamen i 2004 har jeg levet af orgelspillet på en rejse østover – med stillinger i Aarhus, Odense, Buddinge og Lyngby. Det har været afvekslende og spændende, for som organist arbejder man som både dirigent, solistisk musiker, kammermusiker, akkompagnatør og koncertarrangør, og der er også administrative opgaver, møder, formidling og endda udvikling af nye koncepter indenfor kirkens gudstjenesteformer. Som timelærer på Sjællands Kirkemusikskole er jeg med til at uddanne fremtidens kirkemusikere og har glæde af Johanneskirkens vidunderlige orgel – på sådan et instrument er det let at udfolde den store orgelmusik. 
Privat er jeg gift, har 2 børn, 2 voksne bonusbørn og bor i Valby. Jeg er meget taknemmelig over at være blevet valgt som ny organist i Greve Sogn. Sammen med min gode kollega Lise Ellevang, menighedsrådet og alle  medarbejdere vil jeg gøre mit bedste for at styrke og udvikle det gode arbejde på den musikalske front.
Miriam Widmann


Greve Sogns Pigekor

Greve Sogns Pigekor øver hver torsdag kl. 16.00-17.30 i Johanneskirken og synger til gudstjenester i sognets to kirker 1-2 gange om måneden. Koret synger også koncerter et par gange om året og går Lucia-optog i kirkerne og på byens plejecentre.

Koret er for unge damer mellem 13 og 19 år. For at blive optaget i koret skal man aflægge en lille stemmeprøve der viser, at man kan synge rent. Man skal også deltage i en kort række korprøver og gudstjenester. Når man er blevet en del af koret bliver man lønnet for at synge – både til korprøverne og til gudstjenesterne. Der er mødepligt både til korprøver og gudstjenester.

Det er sjovt at synge i kor og hvis du tror, at det er noget for dig, kan du kontakte organist og korleder Lise Ellevang Rasmussen. Hun træffes på liseellevang@gmail.com og på tlf. 24 81 57 50.

 

 

 


Velkommen til organist Lise Ellevang -  Multikunstner som organist.

Siden 1. marts 2019 har Lise Ellevang Rasmussen været ansat som organist og korleder i Greve Sogn. Her er, hvad hun udtalte til Kirkebladet i forbindelse med sin ansættelse:

"Før jeg blev organist, arbejdede jeg som pianist, kordirigent og skuespiller. I mange år spillede jeg om sommeren i cirkusorkester og turnerede med akrobater og elefanter eller var kapelmester og skuespiller i sommerrevyer. Om vinteren har jeg givet koncerter – fortrinsvis som akkompagnatør for sangere og skuespillere – arrangeret fællessangsarrangementer, holdt foredrag og dirigeret kor.

Jeg kastede allerede anker i kirken, da jeg var barn. Dengang sang jeg i børnekor i Brøndbyvester Kirke. Siden har jeg været frivillig og medlem af menighedsrådet i Hellig Kors Kirke på Nørrebro.

I Greve Sogn dirigerer jeg pigekoret. Koret øver hver torsdag eftermiddag og synger cirka en gang om måneden til højmesser og koncerter i kirkerne. Til efteråret udvider vi koret med flere piger og unge damer med lyst til at synge og deltage i kirkens aktiviteter."