Størst af alt er Kærligheden

I kirken hører vi ofte præsten citere fra Paulus’ Første Brev til Korintherne: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er
kærligheden”.
Kærlighed er det største, vi nogensinde kan give og få og den mægtigste kilde til meningsfuldhed og lykke.
Kærlighed kan hjælpe os til at overkomme de mest ekstreme udfordringer, hvad enten der er tale om økonomiske problemer eller et skrantende helbred, og ”Kærlighed er den eneste kraft, der er i stand til at forvandle en fjende til en ven” (Martin Luther King, Jr.)
Videnskaben har bevist, at kimen til kærlighed er lagt i os mennesker genetisk, og at det følelsesmæssige bånd mellem forældre og barn er essentielt for barnets overlevelse. Det er også derfor, det er så uendeligt vigtigt med fysisk berøring og øjenkontakt mellem forælder og barn, men behovet for nærvær forsvinder ikke, blot fordi vi bliver ældre.
Derfor er det nedslående, at ensomhed er et stadigt stigende problem. På vidensportal.dk kan man således læse sig til, at omtrent én ud af otte danskere viser tegn på svær ensomhed.
En vej ud af ensomhed?
Hvis du søger fællesskab, er du altid velkommen til at lægge vejen forbi din lokale kirke og deltage i gudstjenester, foredrag, fællessangsaftener eller nogle af de mange andre gratis tilbud, der er åbne for alle. Dette kunne måske blive startskuddet til nogle livslange relationer, hvis vi ellers møder hinanden med et åbent sind. I Bibelen kan vi læse os til, hvorledes Jesus altid behandlede mennesker med tolerance og medfølelse og omgav sig med mennesker, som dengang var udstødte af samfundet.
Hvis vi tager ved lære af Jesus og betragter vore medmennesker med en følelse af slægtskab, hvor vi fokuserer på lighederne frem for forskellene eller ligefrem værdsætter forskellene, behøver vi måske ikke at føle os så alene.
Hvad er kærlighed, og hvordan får vi den til at vokse?
Tænk, hvis vi engang vil kunne købe kærlighed i pilleform? Hvor nemt ville det ikke lige være bare at sluge en pille, og så behøvede vi ikke længere at bekymre os om den sag? Jeg tror, at den pille aldrig bliver opfundet, for jeg tror, at det er med kærlighed som med Gud, at kærligheden overgår vores forstand. Den er så uendelig stor og så meget mere, end ord og videnskab kan forklare. Selvom der ikke findes noget endegyldigt svar på, hvad kærlighed er, ved vi, at kærlighed er forbundet til hormonet oxytocin.
Flere studier peger på, at oxytocin blandt andet udløses ved lange kram, forlænget øjenkontakt, når nogen modtager en uventet gave og ved nærvær og fortrolighed. Her er det desuden væsentligt at se på, hvorledes vi giver udtryk for vores kærlighed.
Giver vi det til andre, som vi gerne selv vil have af dem, eller giver vi det, som de har brug for? For der kan være en kæmpe forskel. Skønhed forgår. Penge, intelligens og civil status kan smuldre, når du mindst af alt venter det. Når det sker, er det her, hvor fascinationen af et andet menneske gerne skulle have udviklet sig til noget dybere, til kærlighed, og som Paulus også skriver i sit første brev til Korintherne: ”Kærligheden tror alt, håber alt og udholder alt”
Linda Alsbæk

Tid til hverdag og fest

Jeg sidder her ved computeren en lørdag i oktober. Det er weekenden derpå – efter C.V. Jørgensen koncertgudstjenesten, som var nærmest magisk. Vi var mange, der gik hjem, opløftet af musik og fællesskab og lidt klogere på tilværelsen. Det er sådan, det skal være. I kan glæde jer til en Johnny Cash koncertgudstjeneste til marts og en optakt i februar, et filmforedrag om Johnny Cash.
Forhåbentlig kan gudstjenester og arrangementer i kirken være med til at give livet krydderi, indhold og fællesskab til hverdag og fest.
Når kirkebladet ligger i vores postkasser her i slutningen af november, er vi på vej ind i adventstiden. En tid fuld af forventning, hvor vi tæller ned til jul på forskellige måder. Vi følger måske med i julekalendere i fjernsynet sammen med familien eller alene, går til julefrokoster, går til arrangementer, koncerter, gudstjenester i kirken eller mødes med hinanden andre steder.
For de fleste af os er det en dejlig tid, forventningens tid med lys, glæde og fællesskab, selvom ensomhed, sorg og tab netop af den grund samtidig er sværest for tiden.
I to år har vi ikke rigtig kunnet fejre advent og jul i det store fællesskab.
Det lader til at blive anderledes i år, selvom inflation og energikrise selvfølgelig sætter sit præg på tiden lige nu.
Efter julefest og juledage venter nytår. Endnu en fest, endnu et år er forbi. Tiden er gået, ja løbet hurtigt, som tiden har for vane at gøre. Jo ældre, vi bliver, jo hurtigere føler vi, dagene går, ja løber fra os. Er det virkelig vinter, advent, jul og et nyt år igen?
Blev tiden - året - brugt til noget godt, eller løb den som sand mellem hænderne? Det er vigtigt, at vi giver os tid til at reflektere over tilværelsen, og hvad vi vil prioritere i livet, for året kommer ikke tilbage, og sandheden er jo, at vi ikke ved, om vi er her til næste advent, jul og nytår.
Det er skræmmende at tænke på og samtidig en påmindelse om at fylde vores dage med noget godt. Med tro, håb, kærlighed, fællesskab og nærvær. Alt det, som giver lys. Liv og lys på svære dage og på gode dage.
Vi venter lige nu her i adventstiden på Jesus Kristus. Han er lyset, der kommer fra Gud midt i vores tid, og han er her hele tiden gennem Helligånden.
Vi kan møde Jesus Kristus i kirker, som står på bakken eller ved skole og center. Kirken, som kan give livet og tiden et anderledes indhold og fællesskab til hverdag og fest.
Christel Frederiksen

Hvordan kan jeg tro andet! 

Vi har nu igen haft et forår og en sommer med lys og varme, hvor vækster og alle levende skabninger spirer og vågner til ny dåd, skaber nyt liv og vokser op. Nu står vi overfor efteråret med smukke farver og kan høste naturens gaver, som vi kan nyde godt af vinteren igennem. Det er da en forunderlig cyklus. Det er jo ikke alle steder i verden, hvor årstiderne skifter som her. Men overalt må vi konstatere, at naturen (når den ikke forulempes af menneskers ukyndige indgriben) med hele dens mangfoldighed, variation og egenskaber i alle vækster og levende væsener er overvældende og overgår enhver menneskelig fantasi. Se blot på en hvilken som helst form for liv, og du må konstatere, hvor fantastisk det er. Naturvidenskaben vil gerne forklare naturen med et ”Big Bang”, der efterlod en tilfældig samling af materie ogen evolution gennem milliarder af år, der er styret af mekaniske love. I sig selv er denne forklaring ateistisk, men der er da også mennesker, der tolker dette, som om naturen er Gud. Bibelen fortæller, at Gud skabte verden, himmellegemer, planter, dyr og mennesker på 7 dage. Gud er altså ikke naturen, men designeren og skaberen af naturen, og Gud er derfor over naturen.
Naturvidenskabens evolutionslære er måske nok et middel til at forklare verdens tekniske udvikling, og tolket
rent mekanisk behøver den derfor, banalt set, ikke være i konflikt med den fysiske udvikling, der beskrives i bibelens skabelsesberetning. Men der er en stor og afgørende mangel. For naturvidenskaben forklarer ikke, hvordan liv og bevidsthed er opstået i et dødt univers. Og derudover ligner verden slet ikke et produkt, derer styret af tilfældigheder. Det ligner snarere kunst, kreativitet og genial sammensætning, styret af umådelig intelligens og harmoni, der ligger langt over menneskelig fatteevne. Jeg vil slet ikke komme ind på, om det hele er skabt på 7 dage, eller det har taget milliarder af år. Det er uden betydning for den kendsgerning, at det er Gud, der er designeren og skaberen af universet, jorden og alle vækster, arter og levende væsener.
Og Han har podet alt med sin guddommelige signatur med intelligens og visdom. Så til spørgsmålene i salmen ”Op al den ting som Gud har gjort”, der lyder: ”Hvad skal jeg sige, når:
• jeg ser, at alle skove vrimle, de mange fuglesving der sker op under Herrens himle?
• jeg går blandt blomsterne i enge, når fuglesangen sammenslår som tusind harpestrenge?
• jeg ser, hvor stjerneflokken blinker, hvor mildt enhver imod mig ler og op til himlen vinker?
Kan jeg kun svare: O Gud! hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige!
PS: I bibelens skabelsesberetning står der også, at mennesket er sat til at herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget og alle de vilde dyr. Det er så en formaning om, at vi skal tage vare på naturen på en ansvarlig måde. Og det er vi vist ikke så gode til – men det kan vi så vende tilbage til en anden gang.
Heini Schärer
Medlem af Greve Sogns Menighedsråd

I vores sprog har vi et mundheld, som lyder: ”Modsætninger mødes…”

Men det sker i mindre og mindre grad. Der ligger i vores (post)moderne tid en tendens til, at vi holder sammen med dem, vi er enige med. Veganere omgås veganere. Golfspillere med golfspillere. De venstreorienterede kender andre venstreorienterede, som bekræfter hinanden i hvad, der er den fulde sandhed. De højreorienterede gør det samme. Flygtningevenner omgås hinanden. Arbejdere omgås arbejdere og akademikere omgås akademikere. Vi omgås helst med personer, som ligner os selv, som har samme grundværdier, som tjener det samme og har samme politiske standpunkt som os selv. Og vi bosætter os sammen med dem, hvis liv vi forstår og er enige med. Vi færdes i det, som den tyske sociolog Niklas Luhmann betegnede som et subsystem, hvor vi alle er enige om de værdier, de spilleregler og den sprogbrug, som vi går ud fra. 
Selv når vi er uenige,  så er vi det på en fælles platform. Så nej, modsætninger mødes… ikke. 
Vi distancerer os fra dem, som vi på grund af hudfarve, seksualitet, religion eller social status er forskellige fra. 
Nogle gange sker det ganske uskyldigt og harmløst. Andre gange har det helt fatale konsekvenser.
Som halvstor pige var jeg i Sydafrika, det var dengang apartheidstyret klassificerede mennesker i forskellige racer og med magt sørgede for, at de blev holdt adskilt fra hinanden. For en pige fra et land, der dengang som nu regnes for ét af de mest lige i verden, var det fremmed og voldsomt at opleve mennesker blive forment adgang til offentlige strande, bænke, restauranter og toiletter alene pga. deres hudfarve. ”Only for white” stodder på skilte mange steder midt i byen, mens der var mere albuerum for de farvede uden for byerne. 
Set i et kort perspektiv, er det nyt herhjemme, at adskillelsen imellem forskellige samfundsgrupper stiger.
Måske opdager vi det ikke. Måske føler vi tværtimod, at vi kan trække vejret frit og netop leve, når vi har distanceret os fra dem, der er anderledes og kun har dem omkring os, som vi selv ønsker: De hvide. De kristne. De stoffrie. De lovlydige. De heteroseksuelle. De velhavende. For eksempel.Kristne omgås også mest andre kristne – og helst dem vi er enige med. En præstekollega sagde engang til et møde med andre præstekolleger: ”Giver det overhovedet mening at have fællesskab med kolleger, man er uenig med?” Jeg tænker, at alene det, at spørgsmålet blev stillet, afslører en usund kultur. Jesus, derimod, vovede sig ud blandt  sine modsætninger – og mødte alle samfundslag, også dem han ikke var enig med. I Lukasevangeliet hører vi bl.a. om, at Jesus var til middag hos farisæeren Simon. Der var god mad og vin og ordentlige folk med det moralske kompas i orden. Men en fremmed dukker op på scenen, en synderinde, en kvinde, som man formoder havde tjent sine penge på at sælge sin krop. Et menneske, som var så helt anderledes. Forskellige mennesker mødes i evangeliet, og på en måde er det med til at understrege vigtigheden af, at vi også ser og møder mennesker, som er anderledes end dem, vi umiddelbart kan identificere os med. 
Mødet er vigtigt for at kunne se et menneske bag alt det, vi oplever som anderledes og forkert hos de andre.
Anne Mia Lykner

Forår, lys og håb 

Hvad var det dog der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det, den første dag i marts.
Sådan skrev Kaj Munk i den kendte og elskede sang, ”Hvad var det dog, der skete” eller ”Den blå anemone”. Den handler om lys og håb, om den 
lille skrøbelige blå anemone, der klarer sig imod alle odds. Teksten handler skjult om lille Danmark under 2. verdenskrig, der ikke giver op overfor overmagten, besættelsesmagten. Den kunne også handle om mennesker, der kæmper med tilværelsen på den ene eller anden måde og klarer sig imod alle odds. Psykisk og fysisk syge, handikappede, flygtninge, ja alle, der oplever mere modstand i deres liv end de fleste. Midt i det alt sammen findes lyset og håbet. Verden har de sidste 2 år kæmpet med en vis virus, ingen kan have undgået at høre om. Corona hedder den, og det er ikke en øl. Det har været hårdt for restaurationsbranchen, kulturlivet og også for kirken, ja for alle områder af samfundet. Operationer er blevet udskudt igen og igen, og hvad med de gymnasieelever, der går i 3. g, og i det meste af deres gymnasietid har siddet hjemme foran en skærm. Jeg gyser ved tanken. Heldigvis er vi stærkere, end vi tror, som den lille blå anemone. Heldigvis er det meget snart den første dag i marts, der melder om forår og masser af lys, liv og håb. Den blå anemone, en flig af nådens trone. Hvor er din skaber stor! Hvor er der meget, som er smukt i vores verden. Meget kærlighed og meget glæde. Det er vigtigt, at vi husker på at fokusere på alt det, der er vidunderligt i vores verden og gør det værd at være til, også når livet viser tænder. Det er godt at tænke på, at vi her til foråret og i løbet af sommeren døber mange børn, konfirmerer masser af glade, håbefulde unge og vier mennesker, der elsker hinanden så meget, at de ønsker at leve sammen til døden skiller dem ad. Folk mødes i kirken og til fester bagefter. Det er forår og sommer, lyst, varmt, og stemningen emmer af håb. I foråret ligger også kirkens største højtid, Påske. Hvor Gud af kærlighed til os ofrer sin søn og lader ham dø på et kors for alt det, der ødelægger livet, så vi kan vide, at vi er tilgivet, så vi kan vide, at vi er frie til at have fællesskab med Gud. Det kaldes nåde, og nåden er fuld af kærlighed, lys og håb. I foråret fejrer vi også Kristi himmelfartsdag og Pinse, hvor Gud sender sin Ånd til os, så vi ved, at Jesus Kristus ikke har forladt os, men er hos os gennem sin Ånd. Ånden, der hjælper os til at tro. Ånden, der giver os glæde og styrke til at være de mennesker, vi gerne vil være. Ånden, der fylder os op med lys og håb.Jeg ønsker jer alle et glædeligt, lyst og håbefuldt forår.
Christel Frederiksen

Frygt, skyld og håb

Denne leder skulle ikke handle om Corona, det gør den heller ikke, og så dog alligevel. Jeg vil her skrive om nogle af de bagved liggende problemstillinger. For hvad sker der med os, og hvad gør vi ved hinanden, når vores almægtighed pludselig bliver afsløret som afmægtighed? Ja, først så er der forskellige reaktioner lige fra dem, der nærmest er ligeglade og fortsat har tanken om, at ingen skal forhindre dem i at gøre, hvad de vil. Den modsatte reaktion er total isolation, og så alle mellemvarianterne. Der har været gode grunde til at passe meget på. Det har vi også generelt været gode til i Danmark, alligevel dukker der tanker op om, at passer jeg bare på mig selv, så må de andre klare deres. For mig, med mit kristne menneskesyn, er det sidste en fæl form for egoisme. Det er et brud på det menneskelige fællesskab, vi har fået, hvor vi også har opgaven at tage vare på hinanden. Det bryder ned i stedet for at bygge op. Det bringer mig så videre til overskrifterne: Frygt, skyld og håb. De er dækkende for mange af vores oplevelser og følelser gennem det sidste år. Frygten kan de fleste af os forholde os til. Vi har en frygt for at blive ramt af en sygdom, som vi ikke kan skærme os mod. Vi kan ikke styre livet og leve det, som vi vil. Vi har følgelig også en frygt for, at livet kan gå i stå. Mister jeg noget af fællesskabet, når det ikke kan plejes? Derudover er der også kommet en frygt for, at det ikke skulle være det sidste, en frygt for at de kommende tider bliver værre. Samlet set er det vel en frygt, at vi ikke kan styre livet, som vi ellers mente os berettiget til. Den sidste frygt er nok meget sund. Den kunne måske få os tilbage til en erkendelse af, at det ikke er mig, der hverken har skabt livet eller ejer det. Det er en Guds gave, som vi også har et ansvar for. Skylden er også kommet mere frem her den sidste tid. For når nogen bliver ramt af sygdom, så må de have en skyld, de har måske ikke passet på, eller de har ikke holdt sig hjemme nok osv. Det er en snak, der går blandt mennesker. Selvfølgelig kan der findes enkelte eksempler, men hvorfor er det altid så vigtigt at få placeret en bunke skyld hos de andre? Er det fordi, vi så tror, at vi kan dække os selv? Det er jo sådan børnene gør for at redde deres eget skind, men skulle vi ikke være blevet for voksne til det? Måske skal vi lige huske Jesu ord om, at det er kæmpehykleri, når man leder efter splinten i medmenneskets øje, når man selv går rundt med en bjælke af skyld. Håbet er det sidste ord i overskriften. Selv om vi er ramt af frygt og skyld grundet konkrete forhold, så er der endnu et konkret forhold, som ingen af os undgår. Vi vil altid ende med at stå til ansvar med vore liv over for den skaber, det gav os livet. Det har vi nok sprunget lidt let hen over, men det er da vigtigt at forholde sig til. Vi ser fremad, de fleste gør det med et håb om bedre tider. Det er også et fint håb, som vi skal bære med for hinanden. Men, hvad hjælper det et menneske, der sidder isoleret og ikke har noget at se frem til i morgen? Vi har brug for et håb, der putter noget mening ind i livet her og nu. Vi har brug for det håb, der løfter os i vores afmagt og frygt. Vi har brug for et håb, der tager vores skyld alvorligt og gør Guds tilgivelse konkret for os. Vi har brug for det håb, vi ikke selv kan skabe, men kan få af Gud. Det håb, der giver mod til at leve, hvor det ser svært ud. Det, der viser os, at Gud er der, og vi ikke er alene i en Coronatid. Heldigvis har vi det meste af tiden kunnet mødes i kirken og høre dette håb forkyndt.

Kjeld-Ole Munk

Om at søge lykken

Mange ting er vendt på hovedet i disse dage, og lykken har trangere kår end tidligere. Derfor mener jeg, at det er vigtigere end nogensinde at øve sig i at se skønheden og mulighederne i det, vi har. Flere gange er danskerne blevet kåret af FN som verdens lykkeligste folk. Vi har da også en række forhold her i landet, som, ifølge videnskabelige undersøgelser, er vigtige forudsætninger for lykke, bl.a. stor tryghed og tillid til hinanden, politisk stabilitet og frihed, som underbygges af et velfungerende demokrati. Derudover findes der en række forhold af mere personlig karakter, som, ifølge undersøgelser (Thomas Milsted), kan være medvirkende årsag til den personlige lykke. Det er ikke ”at forbruge”, som nogen måske ville forvente. Undersøgelser viser, at vi ikke bliver lykkeligere af at forbruge mere, når vi først har det fornødne, og at materielle goder generelt giver en kortvarig tilfredsstillelse i modsætning til f.eks. oplevelser. Nogle af de faktorer, som rangerer højt på listen over årsager til lykke, er at have rigtig gode venner, at være troende, at have et højere formål med livet og at gøre godt mod andre. Dronning Margrethe 2. har engang sagt: ”Hvad jager vi dog efter? Er det lykken? Den har ingen endnu fanget ved kun at tænke på sig selv, den smutter fra os, hvis vi tror, vi kan gribe den uden at dele den med andre.” Jeg mener, at kimen til lykke er at kunne gøre en forskel for andre. Med sine mange helbredelser af syge, hjælp til de udstødte og omsorgen for de små har Jesus på mange måder vist os vejen til et lykkeligt og meningsfuldt liv. Gud er håbets og lykkens Gud. Én person, der i den grad også har vakt min beundring, er Ed Roberts. Ed Roberts havde været lammet fra halsen og ned siden 14-års alderen, brugte hver dag et åndedrætsapparat og tilbragte hver nat i en respirator. I stedet for at fokusere på sin egen smerte, gjorde Ed Roberts det til sit særlige kald at forbedre forholdene for andre i lignende situationer. Han tog initiativ til alt fra kørestolsramper til parkeringspladser og gelændere for handicappede og blev leder af revalideringen i Californien. ”Søg, så skal I finde”, har Jesus engang sagt. Jeg håber, at I vil blive ved med at søge lykken og mulighederne. Hvis vi holder fast i troen, håbet og kærligheden, så tror jeg på, at lykken kan være tilgængelig, også i de svære tider.

Kirke-og kulturmedarbejder Linda Alsbæk

Interview med Christian Bryld

I anledning af at Christian afsluttede 24 ½ års præstegerning i Greve sogn har vi taget en lille snak med Christian. Jeg spurgte, hvad der fik Christian til at søge til Greve sogn, og Christian fortalte, at han søgte, fordi han ville være præst. Han havde søgt en del steder, men der var nogle steder, hvor det var en belastning, at han som ung havde slået sine folder i Karlslunde Strandkirke. Greve sogn var tæt på det hjemlige og rart for familien at komme til. Det førte samtalen over på, hvad man husker fra en lang præstegerning, og Christian nævner i den forbindelse, det store privilegium en præst har ved, at man bliver lukket ind i andre menneskers liv og skæbne, noget, der især gør sig gældende ved bisættelser og begravelser. Christian nævner, at netop bisættelser og begravelser er der, hvor han har været mest nervøs. Derudover har det også været dejligt at møde mange mennesker. Samlet set har han været glad for langt det meste i præstearbejdet. At være præst er ikke et 8-16 job, og Christian medgiver da også, at det har været utrolig svært at få lagt arbejdstiden i blokke. Meget ligger uden for normal arbejdstid. Aften og sommetider lidt af natten kunne også være arbejdstid, for der havde man huset for sig selv, som Christian siger med et glimt i øjet. Heldigvis har der også været gode muligheder for at gå til og fra arbejde. Interview med Christian Bryld Jeg nævner for Christian, at de har boet i Nøddebo præstegård og spørger, om det har givet ekstra oplevelser eller gener. Han fortæller, at det var meget naturligt for familien at flytte ind i præstegården som den historiske bygning, det var. Det var et hus, der tog imod familien. Lidt omtale har der også fulgt med, da de i et ugeblad blev portrætteret som en moderne præstefamilie i præstegården. Større gener har de dog ikke oplevet. Et andet kendetegn ved Christian er hans kreativitet, hvor ideerne kom fra, har han lidt svært ved at svare på. Han peger på, at han har været hurtig på aftrækkeren til at gå i gang. Nogle gange er ideerne bare kommet i arbejdsfællesskaber. ”Det må kunne lade sig gøre at…” eller ”Det vil nok være sjovt at prøve…”, og så føjer Christian til: ”Det har også været sjovt”. Det vigtigste for Christian har dog været at forkynde det kristne budskab, og på spørgsmålet, hvad der er uopgiveligt i den kristne tro, nævner han det, ”at Gud sendte sin søn Jesus til jorden for at dø for vores skyld og for at betale vores synd. Derfor er der tilgivelse at få, når vi beder om det”. Som et ønske for Greve sogn ud over ønsket om alt godt for sognet nævner Christian håbet om en voksende erkendelse af, at det er et sogn, der har to kirker, der er fantastiske til hver sine ting. Derfor giver det god mening med gudstjenester i begge kirker, og så er det bare med at fylde kirkerne.

Interview ved Kjeld-Ole Munk

En åben kirke

Sommeren er så småt ved at gå på hæld. En sommer, der har været 

Derfor er jeg i menighedsrådet!

Mit navn er Kurt Henriksen.