Kirkeblade | Greve Sogn

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kirkeblade

Frygt, skyld og håb

Denne leder skulle ikke handle om Corona, det gør den heller ikke, og så dog alligevel. Jeg vil her skrive om nogle af de bagved liggende problemstillinger. For hvad sker der med os, og hvad gør vi ved hinanden, når vores almægtighed pludselig bliver afsløret som afmægtighed? Ja, først så er der forskellige reaktioner lige fra dem, der nærmest er ligeglade og fortsat har tanken om, at ingen skal forhindre dem i at gøre, hvad de vil. Den modsatte reaktion er total isolation, og så alle mellemvarianterne. Der har været gode grunde til at passe meget på. Det har vi også generelt været gode til i Danmark, alligevel dukker der tanker op om, at passer jeg bare på mig selv, så må de andre klare deres. For mig, med mit kristne menneskesyn, er det sidste en fæl form for egoisme. Det er et brud på det menneskelige fællesskab, vi har fået, hvor vi også har opgaven at tage vare på hinanden. Det bryder ned i stedet for at bygge op. Det bringer mig så videre til overskrifterne: Frygt, skyld og håb. De er dækkende for mange af vores oplevelser og følelser gennem det sidste år. Frygten kan de fleste af os forholde os til. Vi har en frygt for at blive ramt af en sygdom, som vi ikke kan skærme os mod. Vi kan ikke styre livet og leve det, som vi vil. Vi har følgelig også en frygt for, at livet kan gå i stå. Mister jeg noget af fællesskabet, når det ikke kan plejes? Derudover er der også kommet en frygt for, at det ikke skulle være det sidste, en frygt for at de kommende tider bliver værre. Samlet set er det vel en frygt, at vi ikke kan styre livet, som vi ellers mente os berettiget til. Den sidste frygt er nok meget sund. Den kunne måske få os tilbage til en erkendelse af, at det ikke er mig, der hverken har skabt livet eller ejer det. Det er en Guds gave, som vi også har et ansvar for. Skylden er også kommet mere frem her den sidste tid. For når nogen bliver ramt af sygdom, så må de have en skyld, de har måske ikke passet på, eller de har ikke holdt sig hjemme nok osv. Det er en snak, der går blandt mennesker. Selvfølgelig kan der findes enkelte eksempler, men hvorfor er det altid så vigtigt at få placeret en bunke skyld hos de andre? Er det fordi, vi så tror, at vi kan dække os selv? Det er jo sådan børnene gør for at redde deres eget skind, men skulle vi ikke være blevet for voksne til det? Måske skal vi lige huske Jesu ord om, at det er kæmpehykleri, når man leder efter splinten i medmenneskets øje, når man selv går rundt med en bjælke af skyld. Håbet er det sidste ord i overskriften. Selv om vi er ramt af frygt og skyld grundet konkrete forhold, så er der endnu et konkret forhold, som ingen af os undgår. Vi vil altid ende med at stå til ansvar med vore liv over for den skaber, det gav os livet. Det har vi nok sprunget lidt let hen over, men det er da vigtigt at forholde sig til. Vi ser fremad, de fleste gør det med et håb om bedre tider. Det er også et fint håb, som vi skal bære med for hinanden. Men, hvad hjælper det et menneske, der sidder isoleret og ikke har noget at se frem til i morgen? Vi har brug for et håb, der putter noget mening ind i livet her og nu. Vi har brug for det håb, der løfter os i vores afmagt og frygt. Vi har brug for et håb, der tager vores skyld alvorligt og gør Guds tilgivelse konkret for os. Vi har brug for det håb, vi ikke selv kan skabe, men kan få af Gud. Det håb, der giver mod til at leve, hvor det ser svært ud. Det, der viser os, at Gud er der, og vi ikke er alene i en Coronatid. Heldigvis har vi det meste af tiden kunnet mødes i kirken og høre dette håb forkyndt.

Kjeld-Ole Munk


Om at søge lykken

Mange ting er vendt på hovedet i disse dage, og lykken har trangere kår end tidligere. Derfor mener jeg, at det er vigtigere end nogensinde at øve sig i at se skønheden og mulighederne i det, vi har. Flere gange er danskerne blevet kåret af FN som verdens lykkeligste folk. Vi har da også en række forhold her i landet, som, ifølge videnskabelige undersøgelser, er vigtige forudsætninger for lykke, bl.a. stor tryghed og tillid til hinanden, politisk stabilitet og frihed, som underbygges af et velfungerende demokrati. Derudover findes der en række forhold af mere personlig karakter, som, ifølge undersøgelser (Thomas Milsted), kan være medvirkende årsag til den personlige lykke. Det er ikke ”at forbruge”, som nogen måske ville forvente. Undersøgelser viser, at vi ikke bliver lykkeligere af at forbruge mere, når vi først har det fornødne, og at materielle goder generelt giver en kortvarig tilfredsstillelse i modsætning til f.eks. oplevelser. Nogle af de faktorer, som rangerer højt på listen over årsager til lykke, er at have rigtig gode venner, at være troende, at have et højere formål med livet og at gøre godt mod andre. Dronning Margrethe 2. har engang sagt: ”Hvad jager vi dog efter? Er det lykken? Den har ingen endnu fanget ved kun at tænke på sig selv, den smutter fra os, hvis vi tror, vi kan gribe den uden at dele den med andre.” Jeg mener, at kimen til lykke er at kunne gøre en forskel for andre. Med sine mange helbredelser af syge, hjælp til de udstødte og omsorgen for de små har Jesus på mange måder vist os vejen til et lykkeligt og meningsfuldt liv. Gud er håbets og lykkens Gud. Én person, der i den grad også har vakt min beundring, er Ed Roberts. Ed Roberts havde været lammet fra halsen og ned siden 14-års alderen, brugte hver dag et åndedrætsapparat og tilbragte hver nat i en respirator. I stedet for at fokusere på sin egen smerte, gjorde Ed Roberts det til sit særlige kald at forbedre forholdene for andre i lignende situationer. Han tog initiativ til alt fra kørestolsramper til parkeringspladser og gelændere for handicappede og blev leder af revalideringen i Californien. ”Søg, så skal I finde”, har Jesus engang sagt. Jeg håber, at I vil blive ved med at søge lykken og mulighederne. Hvis vi holder fast i troen, håbet og kærligheden, så tror jeg på, at lykken kan være tilgængelig, også i de svære tider.

Kirke-og kulturmedarbejder Linda Alsbæk


Interview med Christian Bryld

I anledning af at Christian afsluttede 24 ½ års præstegerning i Greve sogn har vi taget en lille snak med Christian. Jeg spurgte, hvad der fik Christian til at søge til Greve sogn, og Christian fortalte, at han søgte, fordi han ville være præst. Han havde søgt en del steder, men der var nogle steder, hvor det var en belastning, at han som ung havde slået sine folder i Karlslunde Strandkirke. Greve sogn var tæt på det hjemlige og rart for familien at komme til. Det førte samtalen over på, hvad man husker fra en lang præstegerning, og Christian nævner i den forbindelse, det store privilegium en præst har ved, at man bliver lukket ind i andre menneskers liv og skæbne, noget, der især gør sig gældende ved bisættelser og begravelser. Christian nævner, at netop bisættelser og begravelser er der, hvor han har været mest nervøs. Derudover har det også været dejligt at møde mange mennesker. Samlet set har han været glad for langt det meste i præstearbejdet. At være præst er ikke et 8-16 job, og Christian medgiver da også, at det har været utrolig svært at få lagt arbejdstiden i blokke. Meget ligger uden for normal arbejdstid. Aften og sommetider lidt af natten kunne også være arbejdstid, for der havde man huset for sig selv, som Christian siger med et glimt i øjet. Heldigvis har der også været gode muligheder for at gå til og fra arbejde. Interview med Christian Bryld Jeg nævner for Christian, at de har boet i Nøddebo præstegård og spørger, om det har givet ekstra oplevelser eller gener. Han fortæller, at det var meget naturligt for familien at flytte ind i præstegården som den historiske bygning, det var. Det var et hus, der tog imod familien. Lidt omtale har der også fulgt med, da de i et ugeblad blev portrætteret som en moderne præstefamilie i præstegården. Større gener har de dog ikke oplevet. Et andet kendetegn ved Christian er hans kreativitet, hvor ideerne kom fra, har han lidt svært ved at svare på. Han peger på, at han har været hurtig på aftrækkeren til at gå i gang. Nogle gange er ideerne bare kommet i arbejdsfællesskaber. ”Det må kunne lade sig gøre at…” eller ”Det vil nok være sjovt at prøve…”, og så føjer Christian til: ”Det har også været sjovt”. Det vigtigste for Christian har dog været at forkynde det kristne budskab, og på spørgsmålet, hvad der er uopgiveligt i den kristne tro, nævner han det, ”at Gud sendte sin søn Jesus til jorden for at dø for vores skyld og for at betale vores synd. Derfor er der tilgivelse at få, når vi beder om det”. Som et ønske for Greve sogn ud over ønsket om alt godt for sognet nævner Christian håbet om en voksende erkendelse af, at det er et sogn, der har to kirker, der er fantastiske til hver sine ting. Derfor giver det god mening med gudstjenester i begge kirker, og så er det bare med at fylde kirkerne.

Interview ved Kjeld-Ole Munk


En åben kirke

Sommeren er så småt ved at gå på hæld. En sommer, der har været 
anderledes, end vi har været vant til. Flere end sædvanligt har holdt ferie i Danmark. Det har været en usikker tid med forskellige restriktioner i de enkelte lande. Det har været mere trygt at blive i Danmark. I skrivende  stund er det juli og stadig højsommer. Vi må lige nu være 17 personer i Greve Kirke og 85 personer i Johanneskirken. Vi synger nemlig i kirken, og derfor skal der være to  meter mellem os. Mon det er anderledes til september?
Vores liv i Danmark har i hvert fald ændret sig. Vi har altid kunnet udfolde os ret frit. Gå til festivaler, koncerter og i byen, som vi nu havde lyst til og så mange, som vi ville. Vi er også vant til uden begrænsninger at kunne invitere alle bryllupsgæsterne og dåbsgæsterne med i kirke. De, der ville deltage i en bisættelse eller begravelse, kunne som regel bare møde op. Det er meget 
frustrerende at måtte udelukke mennesker fra at komme i kirke. 
Det er jo meningen, det er kirkens DNA, at så mange som muligt skal høre det forunderlige og glædelige budskab om Gud, om Jesus Kristus, om hans kærlighed til os og om Helligånden, der bevæger os steder hen, vi ikke regner med. Det er mærkeligt at tænke på, at kirken i en periode har været helt lukket for offentlige gudstjenester, foredrag og koncerter. Det er ikke sket, siden vi fik en kristen kirke i Danmark. 
Nu er kirken heldigvis åben igen. Det er godt, at vi igen kan komme i kirke til gudstjeneste. Det er godt, at vi kan blive viet og få vores børn døbt med flere gæster i kirken og bisat vores pårørende med flere deltagere end da Coronavirus var på sit højeste. Det er også godt, at vi her i efteråret igen kan gå til foredrag og koncerter, deltage i fællessang og meget andet. Et par sagde til mig: ”Vi plejede ikke at mene, at kirken havde særligt stor betydning i samfundet, men da kirken lukkede delvist ned og lige nu er kirke med begrænsninger, forstod vi, at kirken faktisk har større indflydelse på danskernes liv end vi regnede med.” 
Menighedsrådet er til gengæld dem, der har størst indflydelse på, hvordan vi er kirke lokalt. Den 15. september er der menighedsrådsvalg i Danmark. Hvis du stiller op til menighedsrådsvalg, har du mulighed for at være med til at forme en kirke, som langt de fleste danskere er medlem af. En kirke, der betyder mere i det danske samfund, end man umiddelbart skulle tro. En kirke, der er yderst vigtig for, at vores sjæl og ånd får de bedste betingelser for at leve, vokse og udvikle sig i fællesskab med andre.
Læs i bladet om gudstjenester, om  aktiviteter i en åben kirke, om at være medlem af menighedsrådet og om menighedsrådsvalget. Overvej, om det kunne være noget for dig at blive en del af menighedsrådet og få indflydelse  lokalt  i  vores  kirke. 
Christel Frederiksen

Derfor er jeg i menighedsrådet!

Mit navn er Kurt Henriksen. 
Jeg blev valgt ind i menighedsrådet ved det sidste valg, og jeg har været rigtig glad for at være medlem. Menighedsrådet er arbejdsgiver for kirkens og kirkegårdens ansatte, og man får et rigtig godt indblik i, hvordan en kirke drives. Jeg har siddet i KKU (Kirke- og Kirkegårds-Udvalget), hvor vi varetager den overordnede drift, indkøb af diverse inventar, ombygninger, reparationer og vedligeholdelse af de to kirker, vi har i sognet i samarbejde med kirkeværgen. Ligeledes har vi det overordnede ansvar for kirkegården i Greve Landsby i samarbejde med kirkegårdslederen. Jeg har også siddet i det udvalg, der hedder: AMO (Arbejds-MiljøOrganisationen), hvor jeg har været formand. AMO skal kigge på både 
det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Vi tilser, personalets sikkerhed mht. korrekt brug af maskiner, korrekt brug af rengøringsmidler og kemikalier, gentagne og nedslidende arbejdsstillinger. Vi skal også sikre, at der er nødhjælpskasser, øjenskyl mv. Vi kigger også på indeklima, støj, varme, ventilation mv. Vi skal også sikre, at der er en beredskabsplan, hvis der skulle opstå en farlig situation. Vi står også for at holde de lovpligtige APV (Arbejds-PladsVurderinger). Jeg synes, det har været fire spændende år, og jeg genopstiller gerne.

Mit navn er Ellen Andreasen,
jeg er 84 år og bor ved Greve landsby. Jeg har været medlem af Greve Menighedsråd i alt 12 år. Arbejdet i menighedsrådet interesserer mig. Jeg synes, der sker mange spændende ting, og man får indblik i både hverdage og festdage samt kirkens administration. Fra jeg begyndte, har jeg deltaget i en del forskellige ting. Redaktionsudvalget, hvor vi laver kirkebladet, der udkommer 4 gange om året. Jeg har deltaget i aktivitetsudvalget, der står for udflugter og foredrag. 
De sidste fire år har jeg været i kirkeog kirkegårdsudvalget, hvilket har været meget spændende. I udvalget har vi været med til at få en skovkirkegård på Greve kirkegård, udsmykket kapellet i Johanneskirken samt fået flyttet flagstangen på Greve Kirkegård til et bedre egnet sted. 
 
 

Kirsten Dandanell skriver:
Jeg er pensionist med godt helbred og tid til at give en hånd med, hvor jeg kan 
bruges. Jeg stillede op til menighedsrådet for at få et nyt og inspirerende netværk. Jeg har mødt engagerede og søde mennesker - både de andre medlemmer, personalet og alle de glade og positive deltagere ved de forskellige arrangementer. 
Min største glæde i arbejdet er deltagelse i aktivitets- og redaktionsudvalget - det er altid en fornøjelse at se det nye kirkeblad. Jeg er også med ved arrangementet af sogneudflugten og julefesten. 
Derudover er jeg med i valg- og ansættelsesudvalg.
Det er en personlig glæde at opleve deltagernes gode humør og ind imellem starten på nye venskaber.
 
 

Tiden, der gik, som den skulle

Jeg skriver denne leder i april. Hvor vil jeg gerne kunne sige noget om fremtiden. Da vi lavede sidste kirkeblad, glædede vi os blandt andet til at fejre Johanneskirkens 25. års jubilæum. Det blev desværre aflyst. Vi håber at kunne lave et jubilæumsprogram senere. Det har også været frustrerende, når folk kan stå tæt i supermarkeder, at man så ikke må lukke enkelte andagtssøgende ind i kirken under sikre forhold. Jeg ved, flere har været kede af det, og jeg med. Det er i hvert tilfælde blevet klart, at kirken er et fællesskab, der også er fysisk. Vi har brug for at mødes og sidde i samme rum og møde den samme Jesus ved vores gudstjenester. Vi har brug for at sige goddag og farvel med et solidt håndtryk. Vi har brug for at vende dagens og livets begivenheder med hinanden. Det skaber tryghed og endda mere tryghed, når vi gør det med nogen, vi er trygge ved at dele mere personlige ting med.
Jeg har i nedlukningsperioden forsøgt at ringe til en del i menigheden, og det, der har slået mig, har været en stor omsorg for hinanden. Der er blevet ringet, der er hjulpet med mad, og der har været opmærksomhed på, om alt nu var vel hos naboen eller genboen. Den kristne næstekærlighed lever heldigvis, og den kan også i kortere tid leve uden kirkegang, men i det lange løb er det vigtigt hele tiden at få fornyet inspirationen. Det gør man i fællesskab, i gudstjenestens fællesskab. Det er der, Jesu ord lyder om at elske sin Gud og sin næste som sig selv, og det er også der, vi oplever ordene om Jesus. Han bliver i sine handlinger og ord et forbillede på den omsorg, der går helt ud i det yderste dødsmørke for at hjælpe os med selve livet og livsfælleskab med Gud. Skal jeg pege på noget godt, som måske kan komme ud af Coronakrisen, så er det, at den enorme selvcentrerethed har fået et knæk. Udødeligheden er næsten afsløret som ikke eksisterende. Vi har fundet ud af, at vi ikke er så gode, så vi kan leve livet uden andre mennesker i fællesskabet. Vi har fundet ud af, at livet faktisk kan blive rigere, når vi løfter hovedet og ser et andet menneske og finder ud af, at i fællesskab kan der løftes mere, end man kan alene. Det er meget mere menneskeligt end de sidste års trend med, at jeg er unik, og jeg skal have det hele stillet til rådighed, for det har jeg ret til, og jo mere speciel, jo bedre. Med den holdning vil vi ikke overleve epidemien, det kan vi kun i det fællesskab, hvor det kostbare menneske ser medmennesket som kostbart. Det er i det fællesskab, vi bygger op, og det er i det fællesskab, vi hjælper uden modkrav. Kan det blive stærkere hos os, så er overskriften for denne leder måske alligevel ikke helt sand, for så har tiden måske alligevel haft noget godt med til os: En hilsen fra Gud om, at sammen giver vi livet større værdi både i kirken og udenfor. 


Kjeld-Ole Munk



 

LEDEREN | Forår, fest og fællesskab

Mens jeg sidder og skriver dette, er det midt i januar måned. Det er ikke længe siden, at veje og centre i Greve var fulde af julepynt og julelys, forventningsfulde ansigter og gode ønsker i en særlig tid. Kirkerne fyldtes juleaftensdag inden den store julefest om aftenen. Efter 2. juledag var der for mange nytårsfesten at se frem til. I Johanneskirken holdt vi gudstjeneste julesøndag og julefest mellem jul og nytår. Vi insisterer i kirken på, at det rent faktisk er jul indtil Helligtrekongersdag 6. januar, og derfor holdt vi traditionenen tro en særlig gudstjeneste Helligtrekongersaften i Greve kirke, hvor vi markerede julens afslutning. Naturligvis var der også en gudstjeneste nytårsmorgen, hvor vi bagefter ønskede hinanden godt nytår med champagne og kransekage. Nu er julelys og pynt væk, og der er umiddelbart ikke så mange fester at se frem til. Januar kan føles lang og mørk og svær at komme igennem. Mens I læser dette, er det blevet marts måned, og foråret er på vej. Med lange, lyse dage, varmere tider og udeliv. En del af os kan se frem til konfirmationer, bryllupper, sammenkomster og fester. Der er også Johanneskirkens 25-års jubilæum at glæde sig til. Middelalderkirken i Greve landsby, Greve kirke, var blevet for lille til et område i hastig vækst med mange flere dåb, konfirmationer og bryllupper samt ønsket om flere aktiviteter og koncerter i kirken. På selveste Dronningens fødselsdag i 1995 blev Johanneskirken derfor indviet. Et kirkerum med plads til op mod 400 mennesker og en tilhørende sognegård med kontorer, undervisningslokaler, mødelokaler og en større sal til bl.a. foredrag, fællessang og kulturweekend. Der er gudstjenester, kirkelige handlinger og mange daglige aktiviteter i Johanneskirkens lokaler for små og store, unge og gamle. Alle lokaler i kirken bliver brugt til fulde, så nu er det faktisk blevet tid til at udvide. Det kan I også læse om i dette blad, ligesom der er et særligt ”indstik” i kirkebladet. Et jubilæumsnummer, hvor I kan læse om og se billeder af Johanneskirkens historie og orientere jer om alle jubilæumsaktiviteterne i april måned. Vi håber, det bliver et brag af en jubilæumsfest, og at I vil bakke op om festlighederne. April måned byder på endnu en fest, nemlig påsken. Påsken er kirkens største højtid, selv om julen og dens traditioner fylder væsentlig mere i vores folkelige bevidsthed end påsken. Men uden påske, var Jesus bare et almindeligt barn, der tilfældigvis blev født i en stald i Bethlehem, og så er der ingen grund til at fejre jul. Uden langfredag, uden korset er der ingen tilgivelse at få, ingen forsoning og intet fællesskab med Gud. Jesu opstandelse fra de døde ”på tredjedagen”, påskedag, er grunden til håbet om evigt liv, som de fleste af os bærer med i tilværelsen. Påske er den egentlige årsag til, at vi er et kristent folk, og at vi har en kristen kirke i Danmark og i verden. Det skyldes påske, at vi nu kan fejre Johanneskirkens 25-års jubilæum. Alle gudstjenester og kirkelige handlinger, hvor vi fejrer livets overgange i Guds hus, er kun mulige, fordi det blev jul, og fordi det blev påske. Både påske og jubilæum i april måned. Der bliver mange anledninger til fest i foråret. Lad os sammen glæde os og holde fest. Bakke op om fællesskabet og vores allesammens kirke. 

Christel Frederiksen



LEDEREN | Modstand og vækst

For nylig så jeg DMA - Danish Music Awards 2019 på TV. Lis Sørensen fik en ærespris for sit mangeårige virke som musiker. I sin takketale sagde hun bl.a.: “Tak for modstand”. Hun forklarede, at det netop er, når man møder modstand, sidder fast, tvivler og er fortvivlet, at man finder ud af, hvor meget musikken i grunden betyder og hvor vigtigt, det er at blive ved. Jeg forstod hende fuldt ud, for jeg har en identisk erfaring med kirken og med mit arbejde som præst. Jeg har haft en sygeperiode grundet en rygoperation og en brækket skulder. Mens jeg var sygemeldt, forstod jeg for alvor, hvor meget kirken og hvor meget mit arbejde som præst betyder for mig. At præstearbejdet og kirken er en stor del af min identitet og mit liv. Det er, når man allermindst venter det, at der opstår nye erkendelser. Er det ikke sandt? Som præst arbejder man væsentligt mere end søndag formiddag - 37 timer ugentlig eller mere. Med søndagsgudstjeneste, dåb, konfirmationer, bryllupper, begravelser, konfirmandundervisning, samtaler, taleskrivning, sjælesorg, kirkeblad og øvrige aktiviteter i kirken. Nytter det alt sammen noget? Spurgte jeg indimellem mig selv. Somme tider overvejede jeg seriøst at søge tidlig pension, også på grund af mit handikap. Men så var det, jeg mødte modstand og blev klogere undervejs. Siden min ungdom har jeg gået en del i kirke. De sidste mange år har jeg dog mest været i kirke, når jeg selv skulle holde gudstjeneste. Under min sygeorlov begyndte jeg at gå i kirke, så snart jeg var fysisk i stand til det, og jeg blev hurtig “kirkoman”, afhængig af at komme til gudstjeneste hver søndag. Man kan sige, at jeg så lyset. Jeg mærkede lyset hver gang, jeg var til gudstjeneste. Det gav mig en glæde, fred og indsigt at lytte til smukke og kloge ord i Bibelen, synge med på salmerne, lytte til prædikenen, høre musikken, modtage nadveren og velsignelsen. Jeg oplevede som kirkegænger, hvad en gudstjeneste kan gøre. Jeg begyndte at forstå gudstjenesten som en form for meditation, hvor man samtidig bliver klogere på Gud, sig selv og de andre og er en del af et ligestillet fællesskab. Jeg er blevet mere stolt af at være præst. Jeg er i højere grad blevet klar over, at det, der sker i kirken, nytter noget. Det gør mig bare ondt, at der ikke er endnu flere, der benytter sig af søndagsgudstjenesten. Somme tider er deltagelse i en gudstjeneste bedre end terapi. Gudstjenesten er et af de få steder, hvor vi kan få ro. Noget, vi nok har brug for i vores samfund i endnu højere grad end nogensinde. Bare man dog ville prioritere at gå til gudstjeneste og gøre noget ved sjælens og åndens sundhed - i lige så høj grad, som man prioriterer sund kost og motion. Kunne man forestille sig en kampagne for kirkegang? Få det godt i krop og sjæl. Gå til gudstjeneste om søndagen! Man kan sagtens kombinere kirkegang og motion. Det gør jeg selv. Jeg træner altid om søndagen, men først efter gudstjenesten. Hvis man begynder dagen med en gudstjeneste, kommer man også op og ud af døren, inden det er blevet eftermiddag, og man får plejet både krop og sjæl og ånd på en dag. Det er da et godt tilbud - et tilbud, det er svært at sige nej til. Gudstjenesten har en anderledes form og et noget andet indhold end de fleste er vant til. Det kræver med andre ord tilvænning at gå til gudstjeneste. Men det er det hele værd. Ikke for Guds skyld, kirkens skyld eller præstens skyld, men for ens egen skyld. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden kirken. Kirken og gudstjenesten har noget rigtig godt at give til os alle. Ikke blot til advent og jul, men hele året rundt. Prøv det…

God fornøjelse og glædelig jul

Christel Frederiksen