Julehjælp
Det er muligt at søge hjælp til julen fra Greve Sogns Menighedspleje.
Ansøgningsfristen er fredag 10. december kl.13.
Ansøgningsskemaet kan afhentes på kordegnekontoret i Johanneskirken. Er I forhindrede, kan det sendes. Kordegnekontorets åbningstider, e-mailadresse og telefonnummer kan ses på side 11 i dette blad. Besked om bevilget julehjælp gives efter tirsdag 14. december. Husk at skrive tydelig e-mail, adresse og telefonnummer på ansøgningen, ellers kan vi ikke kontakte dig. Betingelsen for at søge er, at du bor i Greve Sogn, og at du eller din families økonomi har svært ved at hænge sammen. Er der nogen, som kender nogen i sognet, der har behov, så mind dem om muligheden for at søge. Julehjælpen udbetales i naturalier.
Kjeld-Ole Munk, formand for menighedsplejen.
Stor tak!
Kulturweekenden sluttede søndag 21. november efter tre dage med mange aktiviteter og godt salg i alle boderne.
Arrangementet gav samlet et overskud på 8.699 kr., som går til Menighedsplejens julehjælp.
Stor tak til alle jer, der bakkede op om arrangementet både som købere, frivillige og optrædende.
Kjeld-Ole Munk, formand f. Menighedsplejen i Greve Sogn
Onsdagscaféen søger garn
Har du noget garn liggende derhjemme, som du ikke bruger, så smut gerne forbi Johanneskirken med det, så det kan gøre gavn. Kniber det med at komme forbi, så ring lige til kordegnekontoret, så finder vi ud af noget.
Mindeord
Vi har mistet Eva Bjergkvist, der i mange år var kordegn i Greve sogn. Da hun blev pensioneret, tog hun en tørn i menighedsrådet. Mest kendt er hun for sit utrættelige frivillige arbejde i sognet, hvilket også gav hende Greve kommunes frivillighedspris. Vi er dybt taknemlige for hendes indsats. Æret være hendes minde.